lørdag den 28. marts 2015

Smukt

Smukt

Steder: Chisipani, Nagarkot, Bhaktapur, Last Resort

Dage:4-11

Det har jeg oplevet: Lige så kaotisk, stinkende og uoverskuelig, som Katmandu er, lige så fantastisk smukke og rolige er omgivelserne. Jeg var på et tre dages trek, som blev solgt til mig som en stille og rolig tur, hvor det ville gå lidt op og lidt ned. De første tre timer var kun op - primært på trapper. Vi gik fra 1100 meter til 2100 meter. Jeg gik sammen med en guide, men første dag til frokost mødte jeg to amerikanere og et ældre fransk ægtepar, som var på samme tur. Vi fulgtes nogenlunde ad de næste par dage, hvor det blev mere afvekslende. Det var helt fantastisk at se bjergene og nepaleserne. Køer stod bundet lige foran husene, bjergsiderne var takkede af terrasser, hvor de dyrkede korn, ris eller kartofler. Det var en hård tur, men det var det værd. Og jeg er glad for jeg ikke var oppe at gå i sne og sove i isnende kulde. Efter trekket tog jeg tre dage på The Last Resort, der er et feriested fire timers buskørsel fra Katmandu. Ren afslapning i bjergene. Der var mulighed for bungy jump, men jeg gik en tur på broen, som man skulle hoppe fra og besluttede at det ikke var noget for mig.
I morgen starter jeg en 14 dages gruppetur til Delhi, jeg skal møde gruppen i aften og glæder mig til at se, hvem jeg skal bruge det næste stykke tid sammen med.



Toppen af bjerget på første dag. 1000 højdemeter på tre timer var hårdt.

Chisipani, hvor vi overnattede første nat.

Vi har gået halvanden dag og er temmelig langt fra Katmandu, da vi ser en lille bod, der blandt andet sælger Guld Tuborg.

Det kan måske være svært at se, men det i midten af billedet, der ligner skyer, er nogle af verdens højeste bjerge.

Solopgang.

Piger går i tegneskole i Bhaktapur.

Durbar square i Bhaktapur er verdenskulturarv.

Floden ved Last Resort gav en hyggelig brusen. 

fredag den 20. marts 2015

Kaos

Steder: Københavns Lufthavn, Doha Lufthavn, Katmandu: Peace Garden, Monkey Tempel, Durbar square mv.

Dage: 1-3

Det har jeg oplevet: Kaos. Jeg har oplevet rigtig kaos. Katmandu er en kaotisk by. Her bor vidst tre millioner mennesker, og her en ingen myndigheder, der styrer udviklingen. De har venstrekørsel-ish, folk kører som det passer dem. Dyt betyder enten flyt dig eller har du brug for en taxa eller måske bare hej. Det bliver flittigt brugt. Asfalt, lyskryds, fortove og vejnavne er her ikke meget af. Varmt vand og elektricitet er der også ofte mangel på. Mit hotel har et solcelleanlæg, der lader nogle batterier op, så jeg har en lille sparelampe til strømafbrydelserne. Floden lugter, som man kan forvente i en by uden rensningsanlæg.
For en måned siden var jeg til Kommunalbestyrelsesmøde i Glostrup, hvor det blev diskuteret, hvor bred hækken omkring McDonalds skal være. Vi er rigtig glade for at have styr på tingene i Danmark, og når jeg ser tingene hernede, så virker det måske som en meget fornuftig ting. OG så er her en masse flotte ting, som I kan se på billederne.
De næste tre dage skal jeg ud på et lille trek – lidt tættere på bjergene, men ikke op i dem.

Billeder:

Durbar Square, Katmandu. Verdenskulturarv.

Mere Durbar square

Man skulle tro, at de kunne få elektriciteten til at køre med så mange kabler


Udsigt over Katmandu

Monkey Temple

Jeg prøver bedehjulene på Monkey Temple



Aberne hopper frit rundt omkring Monkey Temple

torsdag den 5. marts 2015

Er du klar til at rejse?

Tid: >13 dage før afgang

Steder: Brøndbyvester Bibliotek, Indiens Ambassade

Det har jeg oplevet: Siden jeg sidste år vandt en rejse jorden rundt, har venner og familie haft en del spørgsmål. På det seneste har det primære spørgsmål været: Er du klar til at rejse? Tjae, plejer jeg at svare. For hvornår er man klar til at rejse? Vel først, når rygsækken er pakket og man står i lufthavnen. Mentalt har jeg været klar længe. Men alt det praktiske, der kommer det sidste nok først på plads, når jeg er på stedet. I Malaysia har jeg for eksempel et helt åbent program, så der også er plads til spontanitet på rejsen.
Jeg har netop fået ordnet det sidste visum. Mange har sikkert været gennem ESTA ansøgningen, for at få lov til at rejse til USA. Det er som at købe en sms-billet, i forhold til, hvad der skal til for at få visum til Indien. Skemaet på 6-7 websider skal have oplysninger om alt fra din aftjente værnepligt til dine bedsteforældres fødested. Derudover skal du have hotelbookninger, flybiletter og et brev fra banken, der bekræfter, at du har råd til at være i Indien. Om der nogensinde er flyttet en dansker til Indien for at tigge på gaden og nasse på deres velfærdsystem, det ved jeg ikke. Jeg tvivler. Alt dette skal afleveres personligt på den Indiske Ambassade i København. I dag var ventetiden tre timer! Alt sammen som en straf til danskerne, fordi vi hverken vil udlevere Niels Holck til retsforfølgelse i Indien eller retsforfølge ham her i Danmark.
Men det var den sidste store udfordring, så når folk de kommende to uger spørger mig, om jeg er klar til at rejse, vil mit svar nærmere være: Jooo, sådan da ...

FAQ
Q: Hvor skal du hen?
A: Nepal, Indien, Malaysia, Singapore, Japan og USA

Q: Hvad var det, du vandt?
A: Jeg vandt flybiletter til en rejse jorden rundt. Det kan klares med fem flybiletter og nogle ture over land. Flybiletterne er fra København til Katmandu, fra New Delhi til Kuala Lumpur, fra Kuala Lumpur til Tokyo, fra Tokyo til Los Angeles og fra New York tilbage til København. Flybiletterne koster fra 10.000, mine blev vidst 300 kroner dyrere. Du kan købe dem her.

Q: Hvornår skal du afsted?
A: Jeg rejser 18. marts og kommer hjem 10. juni. Det er 85 dage.

Billeder:

Dette er nogenlunde rejseruten.