Steder: Chisipani, Nagarkot, Bhaktapur, Last Resort
Dage:4-11
Det har jeg oplevet: Lige så kaotisk, stinkende og uoverskuelig, som Katmandu er, lige så fantastisk smukke og rolige er omgivelserne. Jeg var på et tre dages trek, som blev solgt til mig som en stille og rolig tur, hvor det ville gå lidt op og lidt ned. De første tre timer var kun op - primært på trapper. Vi gik fra 1100 meter til 2100 meter. Jeg gik sammen med en guide, men første dag til frokost mødte jeg to amerikanere og et ældre fransk ægtepar, som var på samme tur. Vi fulgtes nogenlunde ad de næste par dage, hvor det blev mere afvekslende. Det var helt fantastisk at se bjergene og nepaleserne. Køer stod bundet lige foran husene, bjergsiderne var takkede af terrasser, hvor de dyrkede korn, ris eller kartofler. Det var en hård tur, men det var det værd. Og jeg er glad for jeg ikke var oppe at gå i sne og sove i isnende kulde. Efter trekket tog jeg tre dage på The Last Resort, der er et feriested fire timers buskørsel fra Katmandu. Ren afslapning i bjergene. Der var mulighed for bungy jump, men jeg gik en tur på broen, som man skulle hoppe fra og besluttede at det ikke var noget for mig.
I morgen starter jeg en 14 dages gruppetur til Delhi, jeg skal møde gruppen i aften og glæder mig til at se, hvem jeg skal bruge det næste stykke tid sammen med.
Toppen af bjerget på første dag. 1000 højdemeter på tre timer var hårdt.
Chisipani, hvor vi overnattede første nat.
Vi har gået halvanden dag og er temmelig langt fra Katmandu, da vi ser en lille bod, der blandt andet sælger Guld Tuborg.
Det kan måske være svært at se, men det i midten af billedet, der ligner skyer, er nogle af verdens højeste bjerge.
Solopgang.
Piger går i tegneskole i Bhaktapur.
Durbar square i Bhaktapur er verdenskulturarv.
Floden ved Last Resort gav en hyggelig brusen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar