onsdag den 22. april 2015

billeder fra indien



Stedet hvor Gandhi blev skudt



I rottetemplet rendte der mange rotter rundt på gulvet




Den tre dage gamle kamelunge kaldte på sin mor, der havde været i ørkenen hele dagen


Kamelerne på vej hjem fra ørkenen


Astronomisk observatorium













Farvel Indien


Farvel Indien

Steder: Orchha, Agra, Jaipur, Bikaner, Pushkar, Delhi

Det har jeg oplevet: Det smukkeste jeg nogen sinde har set må være Taj Mahal. Billederne giver måske lidt et indtryk, men virkeligheden er meget vildere. Det er stort uden at være bombastisk, det er symmetrisk uden at være kedeligt, det er hvidt uden at være ensfarvet. Det er fantastisk. Taj Mahal var også slutningen på grupperejsen fra Nepal til Indien. Det var to rigtig hyggelige uger, hvor vi i en gruppe på 12 nåede at lære hinanden rigtig godt at kende. Derudover havde vi en rigtig god guide, der sørgede for alt for os. Han tog os med på de bedste restauranter og  anbefalede de bedste måltider, sørgede for at vi kom med det rigtige tog, at hotelpersonale, taxachauffører og alle andre fik korrekte drikkepenge. Og som inder kunne han selvfølgelig fortælle detaljeret om kultur, historie, politik og alt muligt andet om Indien. Det er absolut ikke sidste gang jeg tager en grupperejse. Intrepid arrangerede denne her og de har vidst ry for at være de bedste til den slags rejser. 

Alt i alt om Indien og Nepal:
Top-seværdighederne i Katmandu kan ses på to dage, lad være med at bruge mere tid i byen. Tag i stedet på trek eller til Chitwan. Jysk Rejsebureaus servicecenter var rigtig godt at have til at arrangere ting.
Maden er bedre i Indien end i Nepal. Nepal har til gengæld oksekød, i Indien er maden enten vegetarisk eller med kylling. Maden er ofte stærk, men slet ikke som på samme måde som en kebab sovset ind i chili. Selv for relativt uøvede smagsløg er der forskel i smagen. Det er sværere at bruge et blødt stykke brød som gaffel end det lige ser ud til. 
Som hvid vesterlænding er der ikke tvivl om, at du er turist og har penge. Der er konstant nogle, der prøver at sælge dig et eller andet, og hvis du først har købt noget, så prøver de at sælge dig noget mere. Nogle prøver en imødekommende start, hvor de gerne vil "hjælpe", men de vil altid gerne sælge et eller andet, evt. bare have penge for at guide. Jeg besluttede relativt hurtigt at skrue noget ned for høfligheden og sige pænt men bestemt nej tak og så undgå yderligere øjenkontakt.
Nepal havde flotere natur end Indien. Bjergene og Chitwan nationalpark var rigtig flotte. Det første lange stykke tid i Indien virkede omgivelserne som at køre rundt på Lolland bare lidt fattigere og med flere mennesker. Ørkenen i Rajastan var dog en fin oplevelse.
Delhi er relativt vestligt orienteret med en velfungerende men overfyldt metro. Selv i en millionby som Jaipur går der stadig køer rundt i gaderne og det er ikke svært at danne sig et indtryk af "det rigtige" Indien. 

Lidt billeder:

Kamelsafari i Pushkar

India Gate i Delhi

De jordiske rester af Buddha

Lotus Templet i Delhi, en ny religion der vil samle alle folk - ligesom de andre religioner. Denne her har dog noget de andre ikke har - en pool ved templet.


Grav i Delhi, der var inspirationen til Taj Mahal

Flere billeder i næste indlæg...

tirsdag den 7. april 2015

Op og nedture

Op og nedture

Steder: Katmandu, Chitwan, Lumbini, Varanasi

Tid: Dag 11 – 21

Det har jeg oplevet: Jeg har over de seneste ti dage set fire steder med status af verdenskulturarv, de udrydningstruede Indiske Næsehorn og langsnudede krokodille, jeg har badet i Ganges og sovet på et indisk nattog. Oplevelsen, der har gjort det største indtryk må dog stadig være et færdselsuheld på vejen til Chitwan. Jeg var netop startet på en gruppetur fra Katmandu til Delhi sammen med 11 andre fra hele verden. De fleste er australiere. Vejen fra Katmandu til Delhi er en af verdens farligste, fortalte vores guide os efter vi var kommet til Chitwan. Det er en tosporet bjergvej med meget trafik. Lastbilerne på vejen er lastet alt for tungt, ofte med tre gange så meget last, som de er bygget til. Så de kører ikke meget mere end 10 kilometer i timen. Det er for langsomt for turistbusserne, der gerne vil hurtigt frem. De overhaler derfor gerne. Det foregår på den måde, at bussen dytter og hvis ikke nogen modkørende længere fremme dytter tilbage, går de ud fra, at der er fri bane. Det var der så ikke for en af dem, den dag vi kørte forbi. Uheldet var sket cirka en halv time før vi kørte forbi og et par ambulancer var kørt væk. Jeg kiggede kun kort og så en enkelt død passager. De andre i min gruppe kiggede lidt mere og så flere. Vi hørte dagen efter, at der var fire døde. Vores chauffører på turen har efter ordre fra guiden taget det stille og roligt og har kun overhalet, når der har været frit udsyn.

Efter det meget kaotiske Katmandu var det rart at komme til Chitwan og slappe af. Floden og nationalparken er virkeligt smukke og har givet mig nogle unikke muligheder for at se sjældne dyr i naturen. Nyd roen og freden her, for på den anden side af grænsen venter 1,2 milliarder mennesker, sagde vores guide. Han havde virkelig ret. Vi kørte i bus i ti timer fra grænsen til Varanasi i Indien. Det meste af turen svarede til at køre gennem en lille dansk landsby med nogle få huse på hver sin side af vejen. Vejen var hullet og chaufføren tog det som sagt stille og roligt, så det var faktisk kun 250 kilometer. Nogle gange kørte vi direkte igennem en markedsplads. Den indiske regering er ved at få bygget en firesporet vej på strækningen, sagde vores guide. Det ville have været en meget hurtigere og noget mere komfortabel rejse, men ikke nær så autentisk. Fra Lumbini varvi på en to dages tur på Ganges med overnatning i telt. Australierne ville gerne spille en eller anden form for rundbold – de har vidst også lige vundet en større rundboldturnering. Da det begyndte at regne og blæse midt om natten gik de nærmest i panik. Det varede cirka en halv time og var intet imod Roskilde 07. I nat var vi på et nattog fra Varanasi til Agra. De Indiske jernbaner blev bygget af briterne, og jeg tror toget var fra kolonitiden, men vi fik sovet.

Buddha

Krydderier på et marked i Katmandu

Ligafbrænding i Katmandu 


Største stupa i Katmandu

Samme Stupa

Lille landsby i Chitwan, hvor beboerne også gerne vil se fjernsyn

Ved at plante ris i Chitwan

Lige midt i billedet er der en krokodille

Påfugl

Indisk Næsehorn (her i Nepal)

Krokodille i fangenskab, så hvor de avler krokodiller og sætter dem ud i naturen

Lumbini, inde i den bygning er 2500 år gamle ruiner, hvor Buddha blev født

Køerne går frit på gaden i Indien. Om aftenen kommer de hjem og bliver malket.

Stor aftenceremoni i Varanasi - Ganges var fyldt med både og det samme var flodbredden. Forestil jer Distortion uden stive mennesker og teknomusik.