Jesper Ernst Henriksens blog: Op og nedture

Op og nedture

Steder: Katmandu, Chitwan, Lumbini, Varanasi

Tid: Dag 11 – 21

Det har jeg oplevet: Jeg har over de seneste ti dage set fire steder med status af verdenskulturarv, de udrydningstruede Indiske Næsehorn og langsnudede krokodille, jeg har badet i Ganges og sovet på et indisk nattog. Oplevelsen, der har gjort det største indtryk må dog stadig være et færdselsuheld på vejen til Chitwan. Jeg var netop startet på en gruppetur fra Katmandu til Delhi sammen med 11 andre fra hele verden. De fleste er australiere. Vejen fra Katmandu til Delhi er en af verdens farligste, fortalte vores guide os efter vi var kommet til Chitwan. Det er en tosporet bjergvej med meget trafik. Lastbilerne på vejen er lastet alt for tungt, ofte med tre gange så meget last, som de er bygget til. Så de kører ikke meget mere end 10 kilometer i timen. Det er for langsomt for turistbusserne, der gerne vil hurtigt frem. De overhaler derfor gerne. Det foregår på den måde, at bussen dytter og hvis ikke nogen modkørende længere fremme dytter tilbage, går de ud fra, at der er fri bane. Det var der så ikke for en af dem, den dag vi kørte forbi. Uheldet var sket cirka en halv time før vi kørte forbi og et par ambulancer var kørt væk. Jeg kiggede kun kort og så en enkelt død passager. De andre i min gruppe kiggede lidt mere og så flere. Vi hørte dagen efter, at der var fire døde. Vores chauffører på turen har efter ordre fra guiden taget det stille og roligt og har kun overhalet, når der har været frit udsyn.

Efter det meget kaotiske Katmandu var det rart at komme til Chitwan og slappe af. Floden og nationalparken er virkeligt smukke og har givet mig nogle unikke muligheder for at se sjældne dyr i naturen. Nyd roen og freden her, for på den anden side af grænsen venter 1,2 milliarder mennesker, sagde vores guide. Han havde virkelig ret. Vi kørte i bus i ti timer fra grænsen til Varanasi i Indien. Det meste af turen svarede til at køre gennem en lille dansk landsby med nogle få huse på hver sin side af vejen. Vejen var hullet og chaufføren tog det som sagt stille og roligt, så det var faktisk kun 250 kilometer. Nogle gange kørte vi direkte igennem en markedsplads. Den indiske regering er ved at få bygget en firesporet vej på strækningen, sagde vores guide. Det ville have været en meget hurtigere og noget mere komfortabel rejse, men ikke nær så autentisk. Fra Lumbini varvi på en to dages tur på Ganges med overnatning i telt. Australierne ville gerne spille en eller anden form for rundbold – de har vidst også lige vundet en større rundboldturnering. Da det begyndte at regne og blæse midt om natten gik de nærmest i panik. Det varede cirka en halv time og var intet imod Roskilde 07. I nat var vi på et nattog fra Varanasi til Agra. De Indiske jernbaner blev bygget af briterne, og jeg tror toget var fra kolonitiden, men vi fik sovet.